mandag den 12. september 2016

Familiens favorit ketchup

Sidste år havde jeg en del tomater, som vi ikke kunne følge med til at spise. Jeg snakkede med en i familien og han anbefalede mig at lave ketchup af den. Jeg fik hans opskrift og hold nu op hvor den er god!! Nu er vi i samme situation igen, ALT for mange lækre tomater. De er nu kommet i gryden og står og simrer. Der breder sig en dejlig duft af nelliker, eddike og tomater i hele huset....
Opskriften får I her:


HJEMMELAVET KETCHUP

550  g søde solmodne tomater (gerne blandede sorter)
2 løg i tern
1 æble, skrællet og skåret i tern uden kernehus
1 fed hvidløg, knust
1/2 dl æbleeddike
2 spsk brun farin
1 knivspids stødt nellike
1 tsk salt
friskkværnet peber

Tips: prøv at tilsætte lidt chili

Skær stilk og blomst af tomaterne og skær dem i mindre stykker. Kom tomater og resten af ingredienserne i en gryde og kog det op. Lad det småsimre under låg ca en time.
Lad det køle lidt af og blend det med en stavblender til det er helt fint. Kog ketchuppen så konsistensen er som ketchup.
Kommes i rene Atamon-skyllede glas

Holdbarhed: Jeg har lige taget hul på det sidste glas fra september 2015, så hvis du er omhyggelig med at skolde og Atamonskylle dine glas kan de altså sagtens stå køligt og mørkt et års tid....









Ingen kommentarer:

Send en kommentar